Spørgsmål & svar: Min kamp for at redde mit hjem under Danmarks strenge ”Ghettoplan”

En kvinde med lyserødt tørklæde går forbi murstensbygninger under blå himmel.
En kvinde går forbi et boligområde, som er på den danske regerings ”Ghettoliste”, i København, Danmark, d. 9. maj 2018. © Andrew Kelly/REUTERS/Newscom

I marts 2018 fremlagde den danske regering den såkaldte ”Ghettopakke”; en samling af skrappe love og politiske tiltag målrettet boligområder, der i overvejende grad huser beboere med lav indkomst og minoritetsbaggrund. De udvalgte boligområder har ifølge planen mere end 50 pct. beboere med ”ikke-vestlig” baggrund som defineret af staten.

En af lovene tilstræber at nedbringe andelen af almene familieboliger i såkaldte ”hårde ghettoer” til 40 pct. inden 2030. Nu står tusindvis af beboere med forskellige baggrunde over hele Danmark over for udsættelser.

Beboere i Mjølnerparken i København har lagt sag an og gør gældende, at udsættelsesplanen er ulovlig i medfør af EU-retten og den Europæiske Menneskerettighedskonvention og krænker deres grundlæggende rettigheder, herunder retten til respekt for hjemmet.

Open Society Justice Initiative har talt med Majken Felle, en af de tolv sagsøgere som bor i Mjølnerparken.

Fortæl os om Mjølnerparken.

Mjølnerparken ligger på Nørrebro i København. Mange beboere har boet her siden opførelsen i 1987 og har stiftet familie her. Nu kommer deres voksne sønner og døtre på besøg med børnebørnene. Nogle af dem har endda selv slået sig ned i Mjølnerparken. Det er virkelig fedt for børnebørnene at have deres bedsteforældre blot to opgange væk, og når nogen er syge, så er der altid slægtninge i nærheden.

Jeg flyttede hertil for snart seks år siden. Før da havde jeg boet i mange andre kvarterer i København, inklusiv ”hippe” Vesterbro og ”eksklusive” Indre By. Mjølnerparken er langt det hyggeligste sted, jeg har boet i København.

Hvad synes du andre bør vide om lokalsamfundet i Mjølnerparken?

Forskellen er, hvordan det føles at bo her. Atmosfæren er så varm og imødekommende. Fra min lejlighed kan jeg høre de legende børns glade stemmer blandet med stemmerne fra deres mødre, bedstemødre og tanter, som sidder og sludrer over en kop kaffe. Det er ligesom havets lyd. Sommetider går jeg ned til mine naboer på legepladsen, og vi taler om alverdens ting.

Jeg ved ikke, om det er, fordi så mange af os kommer fra forskellige baggrunde, har forskellige modersmål og sommetider meget forskellige livserfaringer, men jeg føler virkelig, at folk her er meget åbensindede og tolerante over for alle livsanskuelser og måder at leve på. Når jeg taler med mine naboer, føler jeg anerkendelse og en vilje til at komme godt ud af det med hinanden.

Og selvfølgelig hjælper vi også hinanden meget. Jeg er lærer, så sommetider hjælper jeg teenagerne i gymnasiet med deres lektier. På samme måde tilbyder andre mig altid hjælp med for eksempel at bære tunge ting.

Efter at have boet her et par år har jeg lært mange af mine naboer at kende, og vi har et rigtig hyggeligt lokalsamfund her. Jeg føler, at vi har et stærkt sammenhold, og jeg føler mig altid tryg.

Hvordan har ”Ghettopakken” og de planlagte udsættelser ændret dit liv i Mjølnerparken? 

Ghettopakken har ændret alting! Jeg ved ikke, hvor jeg skal bo om et år, om to år eller om fem år. Jeg ved ikke engang, hvornår jeg bliver nødt til at flytte. Det er virkeligt stressende.

Da jeg fik meddelelsen sidste år, om at boligorganisationen havde planer om at sælge min bygning, var jeg lamslået. Men efter to måneder besluttede jeg mig for at tilslutte mig kampen for retten til vores hjem. Siden da har jeg delt min tid mellem mit arbejde som folkeskolelærer og organisering af lokalsamfundet i Mjølnerparken.

En tilbagevendende begivenhed er Nabocaféen hver mandag aften. Vi oprettede caféen for omkring seks måneder siden som reaktion på udsættelserne. Vores lokalsamfund er stærkt, og selv om det er en hård tid, så finder vi plads til at hygge os. Jeg er sikker på, at Nabocaféen kommer til at fortsætte, så længe vi er her. 

Portræt af Majken Felle.
Majken Felle står nær et boligområde, som er på den danske regerings ”Ghettoliste”, i København, Danmark, d. 21. maj 2020. © Ulf Svane

Hvad er der ifølge dig galt med ”Ghettopakken”? 

Jeg mener, at Ghettopakken er forkert i enhver henseende! For det første er hele præmissen om, at såkaldte ”parallelsamfund” af indvandrere i Danmark findes, og at de lever isoleret i de såkaldte ”ghettoer” helt forkert. Jeg bor her som danskfødt kvinde, og jeg har et godt forhold til mine naboer fra alle samfundslag. Jeg bor side om side med danskere fra forskellige generationer, indvandrere fra mange forskellige steder, teenagere født i Danmark og mine naboer fra seniorkollektivet.  

Vi i Mjølnerparken går på arbejde og i skole over hele København. Vi bor ikke i et afsondret parallelsamfund. Det er simpelthen ikke sandt.

Desuden går mange af de unge på universitetet og tager dermed et kæmpe spring i uddannelsesniveau sammenlignet med nogle fra den første generation of indvandrerforældre, som kom fra krig og flygtningelejre. Historien, som bør fortælles om Mjølnerparken, skulle være en historie om social mobilitet. En historie om vellykket integration. Det er den virkelighed, jeg lever i. 

Hvorfor er retssagen vigtig for dig?

Enhver borger i Danmark må gøres opmærksom på, hvad der foregår i vores land, og dette søgsmål er ét skridt. De fleste er chokerede, når jeg fortæller dem om det. Jeg ønsker at gøre folk bevidste om, hvad der foregår, og genoprette retfærdigheden.

Og selvfølgelig ønsker jeg først og fremmest at bevare mit hjem og lokalsamfund. Dette er ikke blot en lejlighed, et sted at bo. Det er mit hjem.

Hvad ville det betyde for dit lokalsamfund og for Danmark, hvis I vinder sagen?

Jeg ville kunne blive i mit hjem! Jeg ville kunne beholde mine naboer og lokalsamfund. Lokalsamfundet ville overleve. Folk ville fortsat være i stand til at bo tæt på deres slægtninge og sociale støttenetværk. Børn ville kunne blive i deres skole og beholde deres venskaber.

Og for Danmark? Det ville betyde, at vi bliver ved med at være et demokratisk land, som respekterer basale menneskerettigheder. 

Read more

Get In Touch

Contact Us

Subscribe for Updates About Our Work

By entering your email address and clicking “Submit,” you agree to receive updates from the Open Society Justice Initiative about our work. To learn more about how we use and protect your personal data, please view our privacy policy.